Skip to main content

Eksklusive trætophytter på Bornholm

Løvtag Bornholm består af tre af vores eksklusive trætophytter: Myr, Eng og Tre. De er bygget i træerne i en lille, hyggelig skov i Rutsker Højlyng på Nordbornholm, 10 km. fra Gudhjem.

Skoven er en blanding af løv- og nåletræer, og overalt i skovbunden kigger den rå klippegrund frem. Midt i skoven finder du den skjulte skovsø Tværmyr, som du har adgang til via en privat badebro.

Book din overnatning hos Løvtag Bornholm via kalenderen herunder, og læs mere om området længere nede.

Bemærk at billederne her er fra vores hytter ved Mariager Fjord. Hytterne på Bornholm er identiske, og fotografen er på vej.

Searching Availability...

Hytternes placering

Løvtag Bornholms tre trætophytter er spredt ud i skoven med ca. 40-50 meters mellemrum, så der er god mulighed for at nyde skoven uforstyrret.

Hytterne er ens, men udsigt, lysindfald mv. varierer med den naturlige variation i skoven, de ligger i.

På kortet her kan du se, hvordan hytterne er placeret i området.

Restauranter og indkøb

Restauranter: Både Restaurant Stammershalle og Melsted Badehotel tilbyder fine dining i uformelle omgivelser. Michelinrestauranten Kadeau er bestemt også et besøg værd.

Vi kan også stærkt anbefale en sild på Nordbornholms Røgeri, vinudvalget på Provianten i Gudhjem og en sundowner på Pilegård Cideri.

Indkøb: Prøv fx gårdbutikkerne hos Krogsholms Frugt eller Høstet. Den lokale SuperBrugsen i Klemensker har også et fint udvalg af lokale fødevarer.

Kombiner din overnatning med et ophold på Birkelund

Hvis din overnatning hos Løvtag er en del af et længere besøg på Bornholm, kan du kombinere det med et ophold på den nærliggende gård, Birkelund.

Her finder du fem hyggelige ferielejligheder omgivet af skov, enge og søer midt i de store naturområder Rutsker Højlyng og Spellinge Mose.

Naturoplevelser

Der er rig mulighed for at kombinere et ophold i trætoppen med en aktiv ferie i naturen.

Løvtag Bornholm ligger på Højlyngstien, en 67 km. vandrerute tværs gennem Bornholm fra Hammerknuden til Årsdale. Området har også flere smukke cykelruter.

I urskoven i Døndalen ligger desuden Danmarks højeste vandfald, tæt på de dramatiske klippeformationer ved Sorte Gryde og Helligdomsklipperne.

Kulturoplevelser

Vi anbefaler et besøg på Bornholms Kunstmuseum kun 5 km. fra Løvtag Bornholm. Derudover findes der masser af små gallerier, keramikere og glaspusterier på øen.

Bornholms Middelaldercenter og Hammershus er bestemt også et besøg værd – og har du børn med, anbefaler vi skattejagten Mysteriet på Hammershus.

Musikscenen er også meget varieret – fra Gæstgiveren i Allinge og Svanekegaarden til kirkekoncerterne og de uformelle minikoncerter rundt omkring i området.